
Bala Mandir
Organisationen Bala Mandir blev grundlagt i 1950 og er primært et børnehjem for ca. 400 forældreløse og nødstedte børn. Organisationen understøtter dog også en række andre aktiviteter bl.a. vuggestue, dagplejecenter, børnehave, skoler, vaskeri, computercenter, fysioterapi, tandlæge samt erhvervsuddannelse som tømrer, elektriker og maskinarbejder. På Bala Mandir er børnenes velfærd og kreativitet i fokus.
Bala Mandir ligger på et 2 hektar stort område i byen Chennai, der ligger i den nordlige del af delstaten Tamil Nadu i det sydøstlige Indien.
Aktion Børnehjælp har siden slutningen af 60'erne støttet Bala Mandir med bl.a. regelmæssige forsendelser af mælkepulver og enkelt-donationer til bl.a. bygning af dagplejecenter samt indkøb af udstyr til dagplejecenter, børnehjem, klinik, skole og hospital. I de senere år er forsendelserne af mælkepulver blevet erstattet med lokalt indkøb af mælk. Aktion Børnehjælp har også for nylig støttet etablering af et solvarmeanlæg, flytning af vaskeriet, indkøb af en industri-tørretumbler og computerudstyr til undervisningsbrug samt renovering af dagplejecentret.
I begyndelsen af 2012 indledte Aktion Børnehjælp et samarbejde med Bala Mandir om uddannelsesfadderskaber. Læs mere her.
Oversigt over udbetalt støtte i de senere år
- 2010: Støtte til renovering af Day Care Centre for godt 57.000 kr
- 2010: Indkøb af mælk for knap 182.000 kr.
- 2009: Støtte til indkøb af computerudstyr for knap 107.000 kr
- 2009: Indkøb af mælk for godt 153.000 kr
- 2008: Indkøb af mælk for knap 236.000 kr.
- 2007: Indkøb af mæk for godt 106.000 kr.
- 2006: Indkøb af mælk & støtte af solenergiprojekt for knap 100.000 kr.
- 2006: 38.000 kr til støtte af Bala Mandirs vaskeri.
|